Side:Alexanders saga.djvu/4

Denne siden er ikke korrekturlest


Fremtræden Skildringen af det vante, hjemlige Liv ei saa let gav Anledning; ja undertiden kunne endog saaledes leilighedsvis enkelte hidtil enestaaende ἅπαξ λεγόμενα af og til dukke frem og sprede Lys paa Steder, hvor man för famlede efter den rette Betydning (jvf. narir, nærværende Saga 10015, med Skrinism. Str. 31 Ældre Edda).

Hertil kommer at en stor Del af denne Slags Oldskrifter have vedligeholdt sig i ældre Afskrifter, og saaledes i Sprogform ere forblevne nærmere den oprindelige Text, end Tilfældet er med mange andre; i ældre Tider bleve nemlig aldrig Afskrifter tagne med diplomatarisk Nöiagtighed, men enhver Afskriver forandrede Orthographi og tildels Sprogform efter eget Skjön, udelod Ord, som var ham dunkle, optoge andre paa hans Tid mere brugelige Udtryk og Böiningsformer for de i Originalen forekommende forældede eller da mindre bekjendte, kort behandlede sin Text fra Formens Side med fuldkommen Egenraadighed. Jo længere altsaa deslige Afskrifter stige op i Tiden, desto troere og anskneligere maa det Billede være, de give af Sproget i dets ældre og oprindelige Skik, og desto vigtigere bliver det at erholde, saa vidt muligt, nöiagtige Aftryk deraf til Befording af et mere selvstændigt Studium af Oldsproget.

————————

Förend jeg gaar over til at gjöre Rede for Haandskrifterne og disses Benyttelse ved Udgaven af denne Alexanders Historie, maa jeg i Korthed omtale det latinske Digt, der ligger til Grund for denne Saga, samt dettes Forfatter og Forhold til den norske Bearbeidelse (s. forövrigt Grässe: Die grossen Sagenkreise des Mittelalters, Dresden und Leipzig 1842, samt Nyerup: Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, Kjöbh. 1816.)

Philippe Gautier de Lille eller de Châtillon (Mag. Philippus