Den norske Bearbeider har ikke lagt an paa at levere nogen
ordret eller slavisk Oversættelse af sin Original, som han
behandler temmelig frit, men har meget mere stræbt at lempe
Stil og Foredrag efter de indenlandske Sagaers Vis, og har
derved lagt for Dagen stort Mesterskab i Behandlingen af sit
Modersmaal. Det var ogsaa det ypperlige Sprog i denne Saga,
som i den Grad tildrog sig den store Arne Magnussens Opmærksomhed,
at han selv i sin Tid forberedede en Udgave deraf (s.
Werlauff: Biographiske Efterretninger om Arne Magnussen i
Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. III. 128.)
Paa Steder, hvor Digteren anstiller almindelige Reflexioner eller moralske Betragtninger over Begivenhederne, har Oversætteren som oftest holdt sig nærmere ved Originalens Ord ved Udtryk, og citerer da gjerne meistari Galterus som Hjemmelsmand, undertiden med Tillæg af: er versat hefir þessa sögu. Til Sammenligning hidsættes her af Originaldigtet, hvad der svarer til Slutningen af 2den Bog, nærværende Udgave S. 36:
Proh gloria fallax
Imperii! proh quanta patent ludibria sortis
Humanæ! Cirum terræ pelagique potentem
Delicias orbis, quem summo eulmine rerum
Extulerat virtus, quem fama locarat in astris,
Qui rector composque sui, qui totus et unus
Malleus orbis erat, imbellis femina fregit.
Parcite, mortales, animos extollere fastu
Collatis opibus aspernarique minores!
Parcite, victores, ingrati vivere summo
Victori! vivres, sceptrum, diadema, triumphos,
Divitias dare qui potuit, auferre valebit.
Hvem der er den egentlige Oversætter eller Bearbeider af denne Saga paa Norsk er vel vanskeligt at vide med Bestemthed, da den ældste og bedste Codex tier herom, og skjönt den
