Side:Almuens Sanger.djvu/131

Denne siden er godkjent


Paa nye han slumred og drømmende laae,
Ei endnu den Larm gik over —
”Nei! sagde den Gamle: jeg viise maae,
“At Dovre ei længer sover.”

Han reiste da sin tunge Krop,
Sit Haar at reede han glemte,
Sin Øienbryn han nu løfted op,
I Skoven sig Biørnene giemte.

Over hver en Eeg, over hver en Gran
Han rækker sit ildrøde Øie, —
Udtydning paa Drømmen nu skuer han,
Han staaer og betragter det nøie:

I fremmede Dale, som ovenfor laae,
Han saae, hvor sig Markene rørte,
Blodfahner og blinkende Sværde han saae,
Og Trommer og Bulder han hørte —

”Vel fare! — saadant er ikke Spøg,
”Det torde til Dovre sig breede;
”Man slutter til Ilden af stigende Røg —
”Jeg maae mine Sønner opleede: