Saa haardt det end var, blev ordren om at forlate
„Discovery” hurtig adlydt. Instrumenter, videnskabelige
samlinger og andet av værdi blev bragt ombord i
undsætningsfartøiene og alt gjort klar til avgang.
Da man var færdig hermed, begyndte isen at brække op, og den 3. februar var det aapne hav ikke mere end 6 à 7 kvartmil fra „Discovery”. Nu blev alle mand fra alle fartøier sat til at arbeide med issager og sprængstof, og den 12. februar var beltet ikke bredere end 3 mil. Den 14. brak resten saa hurtig ut, at alle fartøier laa sammen, inden man rigtig visste av det.
75 tons kul blev bragt ombord i „Discovery” fra undsætningsfartøiene. Dette synes underlig litet, naar to svære fartøier var sendt til ens assistanse. Men derved var intet at gjøre.
Mens undsætningen reiste hjem, drog Scott paa videre utforskninger.
Hadde han denne gang hat tilstrækkelig kul, vilde sandsynligvis den driftige forsker ha utført et endnu større arbeide end han gjorde.
Wilkes „Ringgolds Knoll” og „Elds Peak” blev slettet ut av kartet. Skjønt godt inden synsvidden av Kap Hudson kunde dog intet sees til dette land, selv i fineste klarveir.
Den 19. mars ankret Scott i Laurie Cove paa Aucklandsøene.
Med rike resultater vendte ekspeditionen hjem i september 1904.
— — —
Imidlertid hadde den tyske ekspedition under professor Erich von Drygalski utført et ypperlig arbeide paa en anden kant.
