Idet han nu forsøkte at arbeide rundt øen, støtte han
en dag paa tre menneskelige væsener. — At det var
mennesker var forresten ikke let at se, og om saa var, laa
det nærmest at anta, at det var nogen av vore sorte
brødre fra Afrika, som hadde fundet veien derned.
Det tok lang tid for Nordenskjöld i disse væsener at gjenkjende Dr. Gunnar Andersson, løitnant Duse og deres ledsager under overvintringen, en norsk matros Grunden.
Saken hang saaledes sammen:
„Antarctic” hadde gjentagne ganger gjort forsøk paa at række vinterstationen, men isforholdene var saa slemme, at de maatte opgi tanken om at række frem. Andersson, Duse og Grunden blev da landsat i nærheten, for naar isen la sig at søke at naa hen til vinterkvarteret med underretning.
De hadde været nødt til at bygge sig en stenhytte, og i den overvintret de.
Denne overvintring er noget av det interessanteste man kan læse om av hændelser i polaregnene. Daarlig utstyrt som de var, maatte de som Robinson Crusoe ta sin opfindelsesevne til hjælp. De utroligste patenter blev opfundet i vinterens løp, og da vaaren kom steg disse tre karer frem av sin hule — friske og sunde, klare til at ta fat paa sit arbeide.
Dette var saa dygtig gjort, at alle som har litt kjendskap til forholdene i polaregnene, maa beundre dem. Men eventyret fortsættes.
Den 8. november, da begge partier var forsamlet ved stationen ved Snow Hill, saa de to fremmede, som nærmet sig. Det viste sig at være kaptein Irizav og en av hans officerer fra det argentinske fartøi „Uruguai”.
