videnskabelige undersøkelser for en slet og ret rekordjagt; men jeg erklærer aapent og ærlig, at jeg vil anstrenge mig til det yderste for at naa den geografiske sydpol.”
Endvidere gik planen ut paa med fartøiet at undersøke Wilkes land. En omfangsrik plan.
Til trækdyr brukte Shackleton baade ponnier og hunder, hovedsagelig ponnier. Hundene blev mere anset som „reservedyr”. Shackletons erfaring var, at isbarrieren egnet sig bedst for ponnier. En motorslæde tok de ogsaa med. Forøvrig hadde de det vanlige polarutstyr: Slæder, ski, telter o. s. v.
Den 7. august 1907 forlot ekspeditionen England ombord paa „Nimrod” og ankom den 23. november til Lyttelton paa New Zealand, hvor de sidste forberedelser til den lange færd blev gjort.
Den 1. januar 1908 kastet de loss, og „Nimrod” blev slæpt sydover av damperen „Koonya”. „Nimrod” var dypt lastet, og slæpningen i det stormfulde farvand var alt andet end letvint og behagelig.
Efter en høist besværlig overreise naadde „Nimrod” pakisen den 15. januar. I sjøgangen mistet de en ponny, men en av hundene forøket bestanden ombord med adskillige nye eksemplarer av sin race, saa tapet var ikke farlig. Reisen videre foregik uten større hindringer. Pakis fandtes omtrent ikke. Isfjeld møtte de derimot i overflod. Paa 70° 43’ s. br. og 178° 58’ ø. l. naadde de ut i det aapne Rosshav. Shackletons antagelse, at strækningen langs den 180de meridian var lettest at komme frem i, holdt stik.
Den 23. januar kom Rossbarrieren i sigte. Den oprindelige plan var at følge denne mot øst og søke at
