Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/124

Denne siden er ikke korrekturlest


dal, men kunde ikke avgjøre, hvor den førte hen. Ret i syd for os steg steile, runde isklipper ret tilveirs til en høide av ca. 800 fot, og bak dem igjen kunde vi se spidse topper. Da solen nu stod lavt, kastet disse høidedrag skygger, som vi først en tid tok for virkelige fjeld. To mørke flekker i en av de fjerneste topper gjorde samme indtryk. Men en omhyggelig undersøkelse med kikkert overbeviste os om, at det var huler i snevæggen.

Mot øst hævet sig et langt snedækket høidedrag til en høide av omtrent 300 fot. Det hele lot til at være et snedækket land; men vi kunde ikke stoppe for at undersøke det; for svær, tæt pak i nord truet med at sætte ind i bugten og stænge os inde. Der var intet andet at gjøre end at søke ut saa fort som mulig.”...

De gjorde først et forgjæves forsøk paa at række Kong Edward VII’s land og styrte saa vestover. Paa tilbakeveien passerte de atter Hvalbugten. Shackleton fortæller, at isen i selve bugten nu holdt paa at brække op og snart vilde flyte bort.

Dette var den 24. januar. Den 3. februar naadde de Cap Royds paa Rossøen i Mc. Murdo sund, hvor Shackleton bestemte sig til at lægge sit vinterkvarter. I løpet av de første dager av mars maaned var stationen i fuld orden. Proviant og utstyr var bragt i land, husene bygget og fuldt indredet. Under dette arbeide var de flere ganger nødt til at stoppe paa grund av stormfuldt veir.

Det er meget interessant at læse, hvad Shackleton under kapitlet „Slædeutstyr” skriver om polarhunden som trækdyr: „Discovery”-ekspeditionen har levert et vægtig bidrag til løsningen av spørsmaalet om den bedste maate at komme frem paa under slædereiser i antarktiske egne.