Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/128

Denne siden er ikke korrekturlest


Senere gik det likedan med de andre. Den 28. november blev ponny nr. 2 skutt omtrent paa 82° 40’ s. br. Der blev 3dje depot nedlagt. Shackleton mener, at det væsentlig var paa grund av sneblindheten at ponniene faldt sammen.

Den 29. november skriver han: „Vi er paa knap ration. Vi maa spare mest mulig for at komme længst mulig frem.” 30. november: „Vi startet klokken 8 idag morges. „Quan” (en ponny) er meget medtat og øiensynlig snart færdig. Begge ponnier er sneblinde. Vi har git dem skylapper. Haaber det vil hjælpe.” 1. december: „Opbrud klokken 8 formiddag. „Quan” blev svakere for hver time, og vi maatte praktisk talt trække dens slæde.” „Quan” blev skutt samme dag. Dette var paa 83° 16’ s. br.

Herfra maatte da tre av ekspeditionens medlemmer hale den ene slæde med en vegt av 300 kg., mens den fjerde ledet den sidste ponny. Den 4. december naadde de forbindelsen mellem barrieren og Syd-Victorialand paa omtrent 83° 20’ s. br. De støtte paa en del sprækker men kom over uten uheld. 7. december: „Startet klokken 8 formiddag. Adams, Marschall og jeg drog den ene slæde. Wild med „Socks” — den sidste ponny — fulgte efter med den anden. Vi gik op og ned ad smaa bakker, hvor sneen var meget løs. „Socks” sank ofte i til buken, og vi selv tro’ igjennem hele tiden; det var et svært slitsomt arbeide. Passerte adskillige sprækker tilhøire og saa endda flere til venstre. Det sterke lys tok svært paa øinene, saa vi hadde vanskelig for at se sprækkene.

Klokken 1 gjorde vi holdt og spiste frokost. Da vi brøt op igjen, var lyset blit mildere, og under marsjen