min værste fiende hadde min hodepine; men nu har jeg sluttet med det. Selv min værste fiende kan jeg ikke ønske en saa grufuld pine. Vi finder det meget vanskeligere nu at holde det gaaende hele dagen, og vi orker ikke at fortsætte mere end ca. 3 dager til. Endnu har ikke temperaturen været over ÷18° C. en eneste gang, siden vi kom op paa plataaet, skjønt det jo er høisommer. Vi har gjort vort bedste, og vi faar være glade til, at vi har rukket saa langt.”
6. januar: „Dette er vor sidste dag sydover med telt og utstyr. Imorgen faar vi klemme sydover saa langt som mulig med litt mat i lommen og plante flagget der. Idag har vi hat ÷32° C. med kuling og snefok. Ikke destomindre har vi gjort 13 kvartmil gjennem løssne. Imorgen skal vi spurte sydover med flagget. Vi er iaften paa 88° og 7’ s. br. Det blaaser haardt. Jeg er ikke istand til at beskrive mine følelser nu, da vi maa gjøre vendereise. Det er bare én ting, som hjælper mig over min skuffelse, og det er den bevissthet, at vi har gjort, hvad vi kunde. Det er naturkræftene, som har hindret os i at naa helt frem. Jeg kan ikke skrive mere.”
7. januar: „Hylende, rykende storm hele dagen med en temperatur fra ÷30° C. til ÷40° C. Det har været umulig at komme ut av teltet, som er fuldstændig nedføket. Vi har ligget i soveposene i hele dag og bare følt varme i kroppen hver gang vi har spist. Den fine foksne trænger gjennem væggene paa vort daarlige telt og dækker vore poser med et fint lag. Adams har hat krampeanfald av og til. Det er haardt at ligge her og spise op provianten uten at komme videre. Vinden blaaser med en styrke av 40—50 meter i sekundet. Kan
