Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/171

Denne siden er ikke korrekturlest


glad, hvor paa kameratens skrot den er tat. Det eneste som var igjen efter en saadan bikjeforing var ofrets tænder. Hadde det været en rigtig anstrengende dag, forsvandt disse ogsaa.

Tar vi saa et skridt videre fra barrieren til plataaet, ja, da synes enhver tvil om hundens overlegenhet at maatte strykes. Hundene kan man ikke alene med lethet føre op over de mægtige bræer, som fører til plataaet, men ogsaa nytte fuldt ut den hele vei. Ponniene derimot maa man sætte igjen ved bræens fot og saa selv overta den noget tvilsomme fornøielse at agere ponny. At hale ponniene op over de bratte og opsprukne bræer kan det ikke være tale om, saavidt jeg har forstaat Shackleton. Det maa være temmelig haardt at skulle opgi sin trækkraft frivillig, efterat bare en fjerdedel av veilængden er tilbakelagt. Jeg for min part foretrækker at benytte kraften hele veien.

Fra første øieblik av saa jeg og forstod, at den første del av vor færd, fra Norge til barrieren, vilde bli den farligste strækning. Kunde vi bare række barrieren med hundene i behold, da saa fremtiden lys ut. Heldigvis hadde alle mine kamerater samme syn paa saken, og ved godt samarbeide lykkedes det os ikke alene at faa hundene vel frem til vort arbeidsfelt, men vi landsatte dem der i langt bedre stand end vi mottok dem. Antallet var desuten blit betydelig øket paa veien, hvilket ogsaa synes at røbe de frodige tilstande. For at beskytte dem mot fugtighet og varme la vi et løsdæk av høvlede bord ca. 3 tommer over det faste. Ved dette ekstra dæk opnaadde vi, at den regn og sjøsprøit, som faldt, gik under hundene. Paa denne maate holdt vi dem fri av