heldige resultat av formiddagens arbeide, da jeg med ett blev vækket op av et utbrud fra manden i hjørnet. Det lød som krigsbrølet fra en olm okse. Ak og ve! Der stod skrædderen, indrammet i ultramarin, og svinget over sit hode et uldteppe, hvis „couleur changeante” ikke efterlot nogen tvil om, hvor „de direkte hjemførte” varer skrev sig fra. Med et lynende blik forlot manden mig, og jeg sank ned i mørk fortvilelse. Jeg saa ham aldrig mer. Saken var den, at jeg i farten hadde glemt prøveteppet, som kaptein Pedersen hadde sendt mig. Det var det, som fremkaldte katastrofen.
Naa det lykkedes mig da tilslut at faa arbeidet utført, og sikkert er det, at ingen ekspedition har hat varmere og sterkere klær end disse. De stod i høi kurs ombord.
Jeg hadde ogsaa fundet det bedst at sørge for gode oljeklær og i særdeleshet gode sjøstøvler til hver mand. Sjøstøvlene var derfor sydd efter maal og av aller bedste materiale. Jeg lot dem gjøre hos det firma, jeg altid har betragtet som det bedste i den branche. Hvem kan derfor beskrive vor sorg, da vi den dag, vi skujde trække paa os vore prægtige sjøstøvler, opdaget at de fleste par var ubrukelige. Nogen kunde gjøre hallingkast i sine uten at ta støvlene fra bakken. Andre kunde ikke, om de opbød al sin kraft og energi, presse foten igjennem den trange vei og naa paradiset. Skaftet var saa trangt, at selv den delikateste lille fot ikke kunde komme igjennem. Til gjengjæld var støvlefoten saa svær, at den makelig kunde rumme det dobbelte av, hvad eieren kunde præstere. Yderst faa kunde bruke sine støvler. Vi forsøkte den gamle list — at bytte; men dette var ogsaa forgjæves. Støvlene var ikke sydd for væsener paa denne
