ja, det var de som vilde ha ham stanset. Men det nådde ham ikke, ingenting av det. Han hadde styrt sin kos, slik som han selv satte den, uten at se sig tilbake.
Så blev det glemt efterhvert, og hver begyndte igjen på sit. Tåke dag efter dag, uke efter uke, små mænds velgjørende tåke, hvor alt som er stort, som rager op, blir borte.
Med ett skar en solblank vårdag gjennem skoddeheimen: Et nytt bud! Folk stanser igjen, ser op: Høit over dem lyser en dåd, en mand. — Det går som en brus av jubel gjennem sindene; — øinene skinner omkaps med flaggene.
Hvorfor? For de store geografiske opdagelser? For det vigtige videnskapelige utbytte? Å nei — det kommer siden, og til de få sakkyndige. Dette var noget alle skjønte: En mandeåndens og mandekraftens seir over naturvælde og naturkræfter, — et løft op og ut over hverdagens gråhet, — et syn ind over skinnende vidder, med skyhøie fjeld mot frostblå himmel, med brædækte lande av ufattelig utstrækning — et eventyr fra længst svundne istider — — — det levendes seir over dødens stivnede rike. Det klinger av stålsat, målbevisst mandsvilje — gjennem isnende kulde, og snefok og død.
For seiren skyldes ikke nutidens store opfindelser, og mange nye hjælpemidler på alle omraader; midlene er ældgamle, de samme som nomaden kjendte for tusener av år siden, da han jog frem over Sibiriens og Nord-Europas snesletter. Men alt, stort og småt, var fuldt gjennemtænkt, — og planen blev ypperlig utført. Det er manden det kommer an på; her, som overalt.
Som alt stort ser det hele så simpelt og enkelt ut; en synes: Selvfølgelig, slik måtte det være.
