Ser jeg bort fra forgjængernes opdagelser og erfaringer — som selvsagt var en nødvendig betingelse — kommer både plan og utførelse som en moden frugt av norsk liv og erfaring fra gammel og ny tid. Det er Nordmændenes daglige vinterliv i sneen og kulden, vor bondes stadige bruk av ski og skikjelke på fjeld og i skog, vore sjømænds årvisse fangstliv på Ishavet, vore opdageres færder i poltraktene, — — det er alt dette, forbundet med naturfolkenes bruk av hunden som trækdyr, som har underbygget planen og gjort utførelsen mulig . . . da manden kom.
Derfor — kommer først manden, bærer det gjennem alle vanskeligheter, som om de ikke var til, hver én er forutset og gjennemlevet på forhånd. La ikke her nogen komme og snakke om lykketræf og slump. Amundsens lykke er den sterkes, den forutseendes.
Hvor likt ham og færden er ikke telegrammet hjem. Så enkelt og endefram, som gjaldt det en påsketur tilfjelds. Det taler om det som er vundet, ikke om det de har slitt. Hvert ord mandig. Slik måtte den rette være; stilfarende og sterk.
Endnu er det for tidlig at måle rækkevidden av de
nye opdagelser. Men allerede telegrammet har løftet
skodden så vidt at omridsene begynder at ta form. Det holder
på at stige frem av skoddeheimen, dette isens eventyrland,
så forskjellig fra alle andre lande.
I denne underlige isverden har Amundsen fundet sin egen vei; fra først til sidst har han og hans fæller fart gjennem helt ukjendte strøk på sine ski; og ikke er det
