punkt. Her staar man paa vippebrettet. Som oftest gaar det jo bra; varmen vender tilbake, eller blodomløpet kommer i den rette sving igjen; men det hænder ogsaa enkelte, at de mister følelsen aldeles netop i det øieblik, de begynder at banke føttene. Man skal være en gammel praktikus for da at forstaa, hvad som har hændt. Mange vil nemlig dra den slutning, at nu kjender de ikke længer den ubehagelige, sviende fornemmelse, altsaa er alting vel. En frossen fot av talgagtig utseende præsenterer sig da ved inspektionen om aftenen. En saadan hændelse kan ødelægge det bedst forberedte foretagende, og man maa derfor være indtil latterlighet forsigtig med føttene.
Nu er det saa, at hvis man udelukkende kan bære mykt fottøi, vil risikoen for forfrysning være langt mindre, end om man er nødt til at bære stivt. I det myke fottøi har foten selvfølgelig langt lettere for at bevæge sig og holde sig varm. Men skulde vi bruke ski og ha fuld nytte av dem, saa maatte vi i hvert fald ha en stiv saale for bindingenes skyld. Det nytter litet at ha en god binding, naar man ikke kan bruke den som den skal. Efter min mening maa man paa en langtur som den vi hadde for os, ha ski som sitter absolut støt. Jeg vet ikke noget, som trætter mig mere end en daarlig binding, d. v. s. naar foten faar anledning til at bevæge sig i bindingen. Jeg vil, at skiene skal være en del av en selv, saa man bestandig har fuldt herredømme over dem. Jeg har forsøkt mange patenter, for jeg har altid været ræd for en stiv binding i kulden. Men alle disse patenter uten undtagelse er noget skitt i længden. Jeg bestemte mig denne gang til at forsøke en kombination
