Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/217

Denne siden er ikke korrekturlest



Hittil var alting gaat saa glat som vi bare kunde ønske det. Til en avveksling meldte der sig nu vanskeligheter. Først i retning av uheldige veirforhold. Naar nordvesten begynder at røre paa sig i det nordlige Atlanterhav, pleier det gjerne at vare baade vel og længe, inden den kommer sig til ro igjen. Den fornegtet heller ikke nu sin gamle vane. Saa langt fra at komme os vestover var vi en tid truet med at drive ned paa den irske kyst. Saa galt gik det nu ikke; men vi saa os snart nødt til at korte ind adskillig paa den oprindelig bestemte rute. En medvirkende aarsak til denne beslutning var den omstændighet, at motoren slog sig vrang. Enten det var oljen eller feil ved maskinen selv, var maskinisten ikke paa det rene med. For det tilfælde, at nogen vidtløftigere reparation skulde vise sig paakrævet, var det derfor nødvendig at komme hjemover i tide. Trods disse vanskeligheter hadde vi dog en ganske respektabel samling vandprøver og temperaturmaalinger fra de forskjellige dybder, inden vi en av de første dager i juli satte kursen for Norge med Bergen som maal.

Under overfarten fra Pentland Firth fik vi en drabelig kuling av nordenvind, som ga os anledning til at undersøke, hvordan „Fram” opførte sig i stygveir. Prøven var slet ikke saa let. Der blaaste en storm med vind og sjø ret tvers. Vi holdt det gaaende for fulde seil, praktisk talt, og hadde den tilfredsstillelse at se vort skib gjøre over 9 mils fart. I den temmelig drøie slingring løsnet mastekraven i forsalongen; dermed aapnedes adgang for vandet, og resultatet var en liten oversvømmelse i næstkommanderendes og min lugar. De andre, som bodde om bagbord, hadde luv side og dermed alt sit paa det tørre.