Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/222

Denne siden er ikke korrekturlest


saa at nogen spurte mig — langt fra; det var næstkommanderende, som fik staa for støiten og svare som han bedst kunde. Et yderst utaknemmelig og ubehagelig hverv for en mand, som paa forhaand hadde hændene mere end fulde.

For at lette ham denne hans vanskelige stilling besluttet jeg en stund før avgangen fra Kristianssand at underrette Prestrud og Gjertsen om den virkelige sammenhæng. Efter at ha underskrevet en taushetserklæring fik de fuld besked om det planlagte fremstøt mot Sydpolen samt forklaring paa, hvorfor det hele var blit holdt hemmelig. Paa forespørsel om de ønsket at gaa med paa forandringen gav de begge uten videre et bekræftende svar, og dermed var den sak i orden.

Nu var der da tre mand ombord — hele befalet — som kjendte situationen og dermed var sat istand til at parere kinkige spørsmaal og borteliminere mulige anfegtelser hos dem, som endnu ikke var indviet.

To av deltagerne i ekspeditionen tiltraadte under opholdet i Kristiansand: Hassel og Lindstrøm. Et ombytte blev desuten foretat. Maskinist Eliassen blev avmønstret. Det var ingen let sak nu at finde en mand, som sat inde med betingelser for at kunne overta hvervet som maskinist paa „Fram”. Faa eller kanske rettere ingen her i landet kunde ventes at ha synderlig kjendskab til motorer av den størrelse, der her var tale om. Den eneste utvei var at gaa til det sted, hvor maskinen var bygget — til Sverige. Diesels firma i Stockholm hjalp os ut av knipen. De sendte os manden, og det viste sig siden, at han var den rette. Knut Sundbeck het han. Hvad den kar leverte av godt arbeide, og den stille, bramfri maate,