rormanden. For den vakthavende officer saa det temmelig smaat bevendt ut med spillerum. Man kunde ha grund til at nære frygt for, at han vilde bli nødt til at slaa tiden ihjel med at holde sig bom stille paa en plads hele vakten igjennem. Men der var foreløbig ingen tid til at fæste sig ved den slags smaabekymringer. Ikke før var de sidste hunder kommet ombord, før vi gav os ikast med at faa alle fremmede iland, og dermed begyndte ankerspillets motor at røre paa sig borte under bakken. „Ankeret er oppe!” Fuld fart i maskinen, og reisen mot maalet, som laa 16000 kvartmil borte, var begyndt. Ubemerket og stille gik vi utover fjorden i skumringen. Nogen faa av vore venner fulgte et stykke paa veien.
Efterat lodsen var gaat fra borde utenfor Flekkerø, varte det ikke længe, før augustaftenens mørke gjemte omridsene av fedrelandet for os. Men Oxø og Ryvingen vinket sit farvel til os hele natten igjennem.
Vi hadde været heldige med veir og vind under begyndelsen av Atlanterhavstogtet paa forsommeren. Denne gang blev vi om mulig endnu mere begunstiget. Blikstille var det ved avgangen, og blikstille laa Nordsjøen flere dager efter. Det var saa sin sak at bli fortrolig med og vant til alle disse hundene; opgaven lettedes overmaade meget ved at hele den første uke bød paa bare godveir.
Før avreisen manglet der ikke paa allehaande slemme spaadomme om hvordan det vilde gaa med vore hunder. En del av disse profetier fik vi høre; der vanket formodentlig mand og mand imellem mange flere, som ikke kom os for øre. Galt, rent spikende galt skulde det gaa med de stakkars dyr. Varmen i tropene vilde i en fart gjøre det av med brorparten av dem. Blev der nogen
