Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/230

Denne siden er ikke korrekturlest


aldeles ypperlig middel. La gaa, at det meget ofte kunde være et taalmodighetsarbeide; det skaffet ikke desto mindre som ethvert andet arbeide adspredelse og fornøielse. Saameget mere som det her gjaldt levende væsener, som hadde forstand god nok til fuldt ut at vurdere og paa sit vis gjengjælde en ydet haandsrækning.

Fra første stund av søkte jeg paa enhver mulig maate at hævde og styrke den opfatning, at det for hele vort forehavende var av den allerstørste betydning at faa vore trækdyr vel frem til landingspladsen. Hadde vi her noget løsen, var det nærmest: „Hundene først og hundene sidst.” Resultatet taler bedst for hvordan dette løsen blev fulgt. Vi indrettet os omtrent paa følgende maate: Hundene, som i den første tid stadig stod bundet paa samme sted, blev delt i partier paa hver 10 stykker. For hvert parti blev ansat en eller to vogtere, med fuldt ansvar for sine dyr og deres behandling. Paa min egen kappe tok jeg de fjorten, som holdt til paa kommandobroen. Fodringen av dyrene var en manøvre, som krævet alle mands nærvær paa dæk; den foregik derfor i vaktskiftet. Polarhundenes hovedfornøielse her i livet er at sætte sin føde tillivs. Man kan med tryghet paastaa, at veien til deres hjerte gaar gjennem matfatet. Ut fra denne opfatning handlet vi, og resultatet uteblev ikke. Efter nogen faa dagers forløp var de respektive tropper perlevenner med sine vogtere.

Som rimelig kan være, faldt det ikke synderlig i dyrenes smak at staa bundet hele tiden; dertil har de et altfor livlig temperament. Vi undte dem mere end gjerne den fornøielse at løpe omkring og derved skaffe sig en velgjørende motion; men foreløbig turde vi ikke ta