risikoen ved at slippe hele banden løs. Der maatte litt mere opdragelse til. Det gik letvindt nok at vinde deres hengivenhet; at faa bibragt dem en god opdragelse gik naturligvis ikke fuldt saa glat. Det var ganske rørende at se deres glæde og taknemmelighet, naar vi ofret litt tid paa at underholde dem. Det første møte om morgenen hadde især en hjertelig karakter. Deres følelser ga sig da gjerne luft i et samstemmig glædeshyl; det fremkaldtes allerede ved det blotte syn; men de forlangte mere end at se paa os. De var ikke fornøiet før man pent hadde gaat rundt og klappet og snakket med hver enkelt. Var man en gang saa uopmerksom at springe over en, viste den straks de ubedrageligste tegn paa skuffelse.
Der findes vel neppe noget dyr, der i den grad som hunden formaar at lægge sine følelser for dagen. Glæde, sorg, taknemmelighet, samvittighetsskrupler avspeiler sig med al ønskelig tydelighet i dens hele maate at opføre sig paa. Ikke mindst i dens blik. Vi mennesker ynder gjerne den opfatning at være eneindehaverne av det man kalder for en levende sjæl. Øinene, siges der, er denne sjæls speil. Det er godt og vel altsammen. Men læg nu merke til disse hundeøine; studér dem nøie. Hvor ofte ser man ikke noget, man kan kalde „menneskelig” i deres uttryk; de samme variationer, man kjender fra det menneskelige blik. Det minder i hvert tilfælde paafaldende om „sjæl”.
Spørsmaalet lates her aapent for dem, som interesserer sig for løsningen. Her skal bare nævnes et andet moment, som taler for at en hund er noget eller litt mere end en maskine av kjøt og blod, — dens utprægede individualitet. Der var bortimot hundrede bikjer ombord
