Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/246

Denne siden er ikke korrekturlest


Det er noget mere end taalmodighet og almindelig pligtfølelse, som gir sig utslag i ting som de, jeg her har nævnt. Det er kjærlighet til arbeidet og levende interesse for opgaven. Efter det jeg saa og hørte hver dag, var jeg vis paa, at disse nødvendige drivfjærer fandtes, endskjønt de allerfleste endnu svævet i den tro, at vort maal var noget saa langsigtigt som en aarelang drift oppe i det nordlige ishav. Utvidelsen av planen, den meget nærmere forestaaende batalje med ismassene dernede i Syden var fremdeles noget, de mindst av alt drømte om. Jeg fandt det nødvendig at fortie det endnu en stund — indtil avgangen fra den havn vi foreløbig stevnet mot: Funchal paa Madeira. Mange vil kanske synes, at jeg løp en vel stor risiko ved saaledes at opsætte til sidste øieblik med at underrette mine kamerater om den betragtelige sving, vi skulde gjøre. Sæt at en del av dem eller kanske alle gjorde indsigelser! Det skal indrømmes, at det var en stor risiko, men der var saa mangen risiko, som maatte løpes i de dager.

Efterhvert som jeg under disse første uker av vor lange reise mere og mere lærte hver enkelt mand at kjende, kom jeg imidlertid snart til den overbevisning, at der ombord i „Fram” ikke fandtes nogen, som vilde forsøke at lægge hindringer i veien. Tvertimot fik jeg mere og mere grund til at haabe, at allesammen med glæde vilde motta nyheten, naar de engang fik den; alting vilde jo komme til at se saa helt anderledes ut. Det hele hadde gaat overraskende pent og let til dato; det vilde komme til at gaa endnu bedre.

Det var ikke frit for, at jeg imøtesaa ankomsten til Madeira med en viss længsel. Det skulde bli deilig at