av en tre-fire svartsmuskede indfødte, som lot til at være i besiddelse av prima ben og lunger.
Som et kuriosum kan nævnes, at Funchals aviser uten videre satte vor ekspedition i forbindelse med Sydpolen. De indfødte avismænd hadde ingen anelse om værdien av den blodferske nyhet de her bragte til torvs. Det var en avisand lavet ut fra den forutsætning, at naar en polarskute styrer sydover, maa det selvfølgelig være Sydpolen, det gjælder. „Anden” var dengang tilfældigvis sand. Heldigvis for os fløi den ikke utenfor Madeiras kyster.
Utover eftermiddagen den 9. september kunde vi begynde at træffe forberedelser til avgang. Maskinistene hadde faat propelleren paa plads og prøvekjørt den; alle forraad var vel ombord, kronometrene kontrollert. Tilbake stod bare at bli kvit alle de paatrængende baatmænd, som omsværmet skuten i sine smaa farkoster. Hver av farkostene saa ut som en liden, flytende krambod. I en fart var de sælgelystne fyrer ekspedert over faldrepet; foruten os selv var nu kun min bror tilbake ombord. Efterat vi saaledes var blit fuldstændig isolert fra utenverdenen, var endelig det efterlængtede øieblik kommet, da jeg kunde skride til at meddele alle mine kamerater den nu et aar gamle beslutning om at gaa sydover. Jeg tror at alle, som var ombord, længe vil huske hin lummervarme eftermiddag paa Funchals red. Alle mand blev kaldt paa dæk; hvad de tænkte paa, vet jeg ikke, men det var neppe Antarktika og Sydpolen. Løitnant Nilsen hadde med sig et stort sammenrullet kart; jeg la merke til, at dette kart var gjenstand for adskillige spørrende øiekast.
Der behøvedes ikke mange ord, før enhver begrep, hvilken kant vinden blæste fra, og hvilken kurs vi fra
