forhaand hadde lugtet lunten. „At jeg kunde være saa tosket, at jeg ikke tænkte mig det før,” sa Beck og sendte en næsten ny skraa over rækken. „Det var jo igrunden saa forbandet liketil. Her har vi jo alle disse bikjene, det fine „observationshus” med svær komfur og nydelig voksduk paa bordet, ja og alt det andre med. Ethvert fæ burde ha forstaat, hvor dette bar hen.” Jeg trøstet ham med, at det altid er let at være eftervis, og at jeg syntes, det var meget heldig, at ingen i utide hadde opdaget, hvor vi skulde hen.
De av os, som hittil hadde været nødt til at tie med, hvad de visste og bruke alle mulige knep for ikke at røbe nogen ting, var sikkerlig ikke mindst fornøiet med at bli kvit hemmeligheten. Nu kunde vi snakke løs av hjertens lyst. Hadde vi før maattet spille fordækt, var
