Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/276

Denne siden er ikke korrekturlest


sig. Det blotte syn av ham var nok til at alle satte i en skraldende latter, men rigtig jubel blev det først, da han begyndte at gigge. Han var ubetalelig morsom. Det kom saa inderlig godt med at opleve en smule fornøielse i disse dage, for netop denne del av reisen artet sig nærmest som en taalmodighetsprøve. Det er mulig, at vi var noget fordringsfulde, men sydostpassaten, som vi hver dag ventet paa at møte, drøiet ialfald efter vor mening alt for længe med at komme, og da den langt om længe indfandt sig, opførte den sig aldeles ikke, som det passer sig for en vind, som har ord for at være den stadigste i verden. Foruten at være altfor løi efter vore fordringer, tillot den sig uten videre slike uregelmæssigheter som at svinge mellem kompasstrekene syd og øst, mest henimot førstnævnte retning. For os, som hele tiden maatte ligge bidevind vestover, medførte dette, at vor vestlængde øket adskillig fortere end bredden. Vi nærmet os sterkt det sydamerikanske fastlands nordøstpynt Cap San Roque. Heldigvis slap vi nogen nærmere berøring med denne odde, som skyter saa langt ut i Atlanterhavet. Vinden rummet sig endelig op, men den var saa løi, at motoren til stadighet maatte brukes. Langsomt men sikkert gik det nu sydover. Temperaturen begyndte igjen at nærme sig de grænser, som er nogenlunde passelig efter en nordbos begreper. Det brydsomme, noget lavt hængende solseil kunde fjernes. Det var en lettelse at bli kvit det; nu kunde vi da gaa ret opreist overalt.

Den 16. oktober skulde vi efter observationer om middagen være like i nærheten av øen Syd-Trinidad — en av disse enslige oaser i den sydatlantiske vandørken. Det var meningen at gaa op under øen, muligens ogsaa