vestenvinds-beltet, albatrossene, var nu forsvundet. Vi kunde snart begynde at se os om efter de første repræsentanter for Antarktikas vingede beboere.
Efterat vi saa nøie som mulig hadde tat i betragtning de erfaringer, som forgjængere hadde gjort, blev det bestemt at lægge kursen saa, at den 65de breddeparalel blev passert paa 175° ø. længde. Det gjaldt at komme hurtigst mulig gjennem det belte av pakis, som stængte for det søndenfor liggende, om sommeren altid aapne Rosshav. Enkelte skibe var blit opholdt indtil 6 uker i dette isbelte, andre var kommet igjennem paa nogen timer. Vi foretrak ubetinget at følge de sidstes eksempel og tok derfor den vei, de heldigste hadde anvist.
Naturligvis kan isbeltets bredde være underkastet temmelig vilkaarlige forandringer, men det synes dog som de bedste chancer for en hurtig gjennemgang i regelen tilbyder sig paa et strøk mellem den 175de og 180de længdegrad. Længere vest bør man i ethvert fald ikke gaa ind i isen. Nytaarsaftens middag befandt vi os paa 62° 15' s. br. Vi var rukket til tampen av det gamle aar, og utrolig fort hadde det igrunden gaat. Aaret hadde i likhet med alle dets forgjængere bragt sin del av baade med- og motgang, hovedsaken var, at vi ved dets slutning befandt os saa nogenlunde paa den del av jordkloden, hvor vi efter beregningene skulde være — allesammen i god behold. I bevisstheten herom skiltes vi i al venskabelighet med 1910 ved et godt glas toddy om aftenen og ønsket hverandre alt mulig held med 1911.
Klokken 3 nytaarsdags morgen kom vagtchefen og purret mig med den besked, at det første isfjeld var i sigte.
