Hvordan var forholdene derinde? Vilde det vise sig umulig at lande under nogenlunde rimelige betingelser?
Vi passerte det ene kap efter det andet uten at vore søkende øine møtte andet end den samme uavladelige lodrette væg. Utpaa eftermiddagen den 12. januar aapnet endelig væggen sig. Det stemte, vi befandt os nu paa den 164de længdegrad, paa selvsamme punkt, hvor vore forgjængere hadde fundet adgang.
Vi hadde foran os en svær bugtdannelse — saa dyp at det ikke var mulig at se ind til bunden fra utkikstønden, men foreløbig var det aldeles umulig at komme ind. Bugten var opfyldt av svære, nylig opbrukne isflak — sjøis — . Vi gjorde derfor endnu et litet slag østover for at avvente begivenhetenes gang. Næste morgen vendte vi tilbake, og efter nogen timers forløp begyndte isflakene derinde at røre paa sig. Det ene efter det andet kom seilende utover. Snart var passagen fri.
Eftersom vi styrte indover bugten, fik vi snart visshet for, at her var al mulig anledning til at iverksætte en landgang. Det gjaldt bare at vælge den bedste plads.
