Side:Amundsen,Roald-Sydpolen I-1912.djvu/36

nedstigning paa 600 fot. Vi fortsatte vor marsj den næste dag under sterk vind og i tæt snedrev. Vi forfrøs vore ansigter slemt. Nogen fare var der ikke; men vi kunde absolut intet se. Vi naadde den dag efter vore beregninger til 86°. Hypsometeret viste et fald paa 800 fot. Næste dag gik paa samme maate. Veiret klarnet ved middagstid op, og for vore forbausede øine viste nu en mægtig fjeldkjede sig i øst for os ikke langt borte. Men synet varte kun et kort øieblik, saa forsvandt det igjen i tæt snedrev. Den 29. blev veiret roligere og solen skinte, — en behagelig overraskelse. Vor kurs gik over en stor isbræ, som gik i sydlig retning. Paa dens østre side var en fjeldkjede, som gik mot sydøst. Over dens vestre del hadde vi ingen utsigt, da den blev borte i en tæt taake. Ved foten av Djævlebræen blev der nedlagt et depot paa 86° 21' sydlig bredde, beregnet paa seks dager. Hypsometeret viste 8000 fot over havet. Den 30. november begyndte vi at bestige bræen. Den nedre del var meget opreven og farlig, og de tynde snebroer over revlerne brast hyppig under os. Den aften hadde vi fra vor leir en glimrende utsigt over fjeldene i øst. Helmer Hansens top var den mest bemerkelsesværdige av dem alle, — den var 12 000 fot høi og dækket av en saa opreven isbræ, at man efter al sandsynlighet ikke vilde kunne finde fotfæste. Her laa ogsaa Oskar Wistings, Sverre Hassels og Olav Bjaalands fjelde vakkert belyst av solens straaler. I det fjerne og kun synlig fra tid til anden gjennem den drivende taake saaes Th. Nielsens fjeld med tinder, som naadde op til 15 000 fots høide. Vi kunde bare se de deler av dem, som laa os nærmest.