Saasnart verkstedet var færdig flyttet arbeiderne ind
og etablerte sig under navnet: „De forenede snekkere”.
Her blev hele slædeutstyret for polreisen omkalfatret.
Vis à vis „De forenede” kom smien, gravd i samme dybde
som det andre. Denne blev mindre benyttet. Paa den anden
side av smien, nærmere huset, blev der gravd en dyp
kum, som skulde ta imot alt sølevand fra kjøkkenet.
Mellem „De forenede” og indgangen til bislaget vis à vis opgangen til barrieren, blev der bygget et litet rum, som igrunden fortjener en meget indgaaende forklaring, men pladsen er for liten; — det faar være til siden. Opgangen til barrieren, som vi lot staa aapen, saalænge alle disse arbeider foregik, blev nu lukket til. Dørpatentet fortjener ogsaa omtale. Der findes en hel del mennesker, som tilsyneladende aldrig har lært at lukke en dør efter sig. Hvor der er 2 eller 3 forsamlet, pleier i det mindste én av dem at lide av denne feil. Hvor meget mer da her, hvor vi var 9. Det nytter ikke at be en mand, som lider av denne syke, om at lukke døren. Han greier det ikke allikevel. Endnu kjendte jeg ikke mine fæller godt nok til at vite, hvordan de hadde det i dette stykke, men for at være sikker lavet vi likesaa godt en selvlukkende dør. Dette arbeide utførtes av Stubberud og paa den maate, at han murte dørkarmen ind i væggen i en skraastilling. Akkurat som nedgangen til kjælderne hjemme. Nu kunde døren ikke komme til at staa oppe. Den maatte falde igjen av sig selv. Jeg var glad, da vi hadde den vel oppe. Nu var vi sikret mot angrep av bikjene. Fire snetrin klædt med bord førte fra døren ned i gangen. Saaledes hadde vi ved siden av alle disse nye rum faat en ekstra beskyttelse for vort hus.
