Lindstrøm sat til vægs endnu. Efter endel raadslagninger fik han den opgave at prøve at lage entermografav hydrografen og termografen, som var ute av funktion. Dette var netop en opgave for ham. — det produkt han viste mig nogen timer senere fik haarene til at reise sig paa mit hode. Hvad vilde Steen si? Vet De hvad jeg saa? Jo, en hermetikboks, som spaserte rundt inde i termografkassen. Du store Gud, hvilket misbruk av de meteorologiske selvregistrerende instrumenter! Jeg stod som himmelfalden. Trodde selvfølgelig, at manden holdt mig for nar. Jeg hadde hele tiden studert hans ansigt meget nøie for gjennem hans miner at faa en nøkkel til denne gaate. Jeg visste ikke enten jeg skulde graate eller le. Lindstrøms ansigt var saavisst alvorlig nok. Hvis situationen skulde bedømmes efter det, tror jeg helst, at taarene hadde været paa sin plads. Men naar jeg saa kastet øiet ind i termografen og saa: „Stavanger Preserving Co.’s fineste kjøtboller” marsjere rundt, da kunde jeg ikke mer. Det komiske fik overtaket, jeg brøt ut i en skoggerlatter. Da jeg hadde ledd fra mig, fik jeg forklaringen. Cylinderen hadde ikke passet, og saa hadde han forsøkt med boksen, og den gik udmerket. Kjøtbolletermografen arbeidet ganske bra til ÷40°, saa stoppet maskineriet.
Arbeidsstyrken blev nu fordelt i to partier. Det ene skulde grave frem ca. 40 sæl, som vi hadde liggende henved 1 meter under sneen. Det var et arbeide som tok to dager. De var ikke gode at arbeide med disse svære, flinthaarde sælskrottene. Bikjene var meget interessert i dette arbeide. Hver skrott, som blev lempet op paa overflaten, blev mottat og nøie inspicert. De blev alle lagt op i to hauger, og der hadde saa bikjene arbeide nok hele vinteren.
