løftet skeen høit i veiret og slap den saa ned i koppen. Det leven han frembragte paa den maaten, var infernalsk.
Nu begyndte det at gaa op for mig, hvorfor Amundsen var kommet saa tidlig ut. Han flygtet vel for denne borddækningsscenen, tænker jeg. Men dette gav mig straks et indblik i de liggende herrers gemyt. Hvorsomhelst ellers dette hadde foregaat, vilde Lindstrøm snart faat en støvel i skallen. Men her, .... det maatte være verdens fredeligste mennesker. Imens hadde jeg faat tid til at se mig litt om. Nærmest ved døren hvor jeg stod, mundet et rør ut nede ved gulvet. Det slog mig straks, at dette var et ventilationsrør. Jeg bøiet mig og la haan den over. Ikke saa meget som anelsen av en luftning var at føle. Det var altsaa grunden til den elendige luft.
Hvad der ellers først faldt mig i øinene var alle køiene — 9 stykker. Paa høire side 3, og paa venstre 6. De fleste av de sovende — hvis de da fremdeles kunde tænkes at sove efter den borddækningen — laa i soveposer. De maatte ha det godt og varmt. Forresten var pladsen optat av et langt bord og smaa krakker paa to sider av det. Det saa ordentlig ut herinde. De fleste klær var ophængt. Noget laa naturligvis paa gulvet ogsaa, men saa hadde jo ogsaa Lindstrøm travet rundt i mørket. Det var kanske ham, som hadde revet det ned.
Paa bordet stod nærmest vinduet en grammofon og forresten nogen tobaksbokser og askebægere. Bohavet var ikke rikholdig og heller ikke holdt i Louis XV eller XVI, men det gjorde tjenesten. Paa den ene væg nærmest vinduet hang nogen malerier og paa den anden billeder av Kongen, Dronningen og Kronprins Olav, formodentlig klippet ut av en
