forsvinder ut i bislaget. Men denne avbrytelse satte Lindstrøm ut av hans jonglørmæssige behandling av hotcakes. En triller ned bakom komfuren. Den fyren er enestaaende flegmatisk. Jeg kan umulig avgjøre, om han merket, at han mistet kaken eller ikke. Det suk som undslap ham vilde visst si omtrent: „Noget maa jo bikjene ha ogsaa!”
Nu kommer mændene i rad og række allesammen med sine smaa maal og faar sig en draape kokende vand. Jeg reiser mig, interessert i denne affære og slipper med en av dem ut i bislaget og videre ut paa barrieren. Ja, nu vil de vel neppe tro mig, naar jeg fortæller hvad jeg saa: — Alle polarfarerne paa hver sin kant ifærd med at pudse tændene! Hvad gir De mig for det? De er ikke saanne rene griser allikevel altsaa. Stomatol lugter det overalt. Derborte kommer Amundsen. Han har tydeligvis været ute og tat de meteorologiske observationer, for han holder vindmaaleren i den ene haand. Jeg følger efter ham ind gjennem gangen. Jeg ser mit snit til at slaa ham paa skulderen, da ingen ser os og si: „Pokker saa kjække gutter.” Han bare smilte. Men et smil kan ofte si mer end mange ord. Jeg forstod, hvad det vilde si: Det har jeg visst længe og adskillig mer.
Klokken var nu blit 8. Døren fra kjøkkenet til stuen var sat paa vid gap, og varmen strømmet ind og blandet sig med den friske luft, som Stubberud nu hadde tvunget til at følge ned den rette vei. Nu var det bedre at komme herind, — frisk, varm luft overalt. Nu fulgte en høist interessant scene. Eftersom de tænderpudsende herrer vendte tilbake, maatte de én for én gjette dagens
