sine barn pent og har som regel en hærskare av dem. Nu antar jeg, De har set bikjer nok, saa hvis De ikke har noget at indvende, skal jeg faa vise Dem det underjordiske „Framheim” og hvad der foregaar. Jeg kan likesaa godt lægge til, at vi er stolte av dette arbeide, og jeg tænker, De skal komme til at indrømme, at vi har ret til det. Vi skal begynde med Hassel, da hans departement ligger nærmest”.
Var alle med paa Polen.
Vi begav os nu i retning av huset, passerte dets vestre ende og stod snart efter ved en slags træbuk. Under bukken laa der en stor trælem. I bukken var der, der hvor de tre ben møttes, gjort fast en liten blok. Gjennem blokken løp et smekkert taug, som var gjort fast med den ene ende til lemmen. I den anden hang et lod, nogen fot over sneflaten. „Nu er vi hos Hassel”, sa min ledsager. — Det var godt, han ikke kunde se mig, for jeg saa vist temmelig dum ut. Hos Hassel? sa jeg mig selv. Hvad i alverden mener manden? Vi stod jo ute paa vilde barrieren. „Hører De den duren? Det er Hassel
