som sager ved.” Nu bøiet han sig ned og ved en liten bevægelse løftet den temmelig svære lem sig i veiret. Loddet hadde virket. Nedover, dypt nedover i barrieren førte brede snetrin. Vi lot lemmen staa oppe for at ha hjælp av det lille dagslys, som var. Min vert gik foran, jeg fulgte.
Efter at vi hadde steget ned en 4 à 5 trin stod vi foran en døraapning, som var dækket med et uldteppe. Dette slog vi nu tilside. Lyden, som før hadde naadd mig som en dur, blev nu skarpere og jeg kunde tydelig høre, at den skrev sig fra saging. Vi gik helt ind.
Rummet vi kom ind i var langt og smalt, uthugget i barrieren. Paa en solid snehylde laa fat, det ene efter det andet oplagt i mønsterværdig orden. Hvis alt dette var petroleum, begyndte jeg at forstaa Lindstrøms flothet fra opfyringen om morgenen. Her laa jo petroleum nok for flere aar. Midt i rummet hang en lygt, av de almindelige med kuppel og et staaltraad-netverk rundt. I et mørkt rum vilde den visselig ikke git stort lys, men her i disse hvite omgivelser saa det ut som den producerte sollys. Paa bunden stod en primus og brandt. Termometret, som hang et stykke fra primusen, viste ÷ 20°C. Hassel kunde vel altsaa neppe besvære sig over varmen. Men naar man skal sage ved, gaar det jo nok. Vi nærmet os Hassel. Han saa ut, som han hadde travelt, saget saa flisene fløi. „Gomaarn” — „Gomaarn”. Flisene føk endda værre. „De har det nok travelt idag.” „Aaja,” sagen gaar nu med faretruende hurtighet — „skal jeg bli færdig til hælja, maa jeg klemme paa”. — „Hvordan gaar det med kulforbruket?” Dette saa ut til at
