nok, at Hassel kunde litt mere endat sage bjerkeved. Utenfor laa hans kobbel, vogtende paa hans mindste bevægelser. Der laa „Mikkel”, „Ræven”, „Masmas” og „Else”. De saa alle godt ut.
Nu gaar vi og ser til de andre. Vi gik bort til hyttenedgangen og løftet lemmen op. Et blændende lys slog mig imøte. I trappenedgangen fra barrieren var der i muren skaaret ind en trækasse, foret ut med skinnende blik. Inde i denne stod en liten lampe og lyste, og det var den, som fremkaldte dette sterke lys. Men det var omgivelsene, som gjorde det — is og sne overalt. Nu kunde jeg først se mig om. Det var mørkt, da jeg kom imorges. Der førte snetunnelen ind til bislaget. Det saa jeg paa tærskelen, som grinte mig imøte. Men der i den motsatte retning, hvad var det for noget der? Jeg saa nok gangen fortsætte den vei, men hvorhen? Her i lyset, hvor vi stod, saa det aldeles mørkt ut inde i gangen.
„Nu gaar vi først til Bjaaland.” Med de ord bøide min ledsager av, og satte ind gjennem den mørke gang. „Se der i snevæggen — like under benene vore — kan De se det lyser?” Litt efter litt hadde mine øine nu vænt sig til mørket i gangen. Og ganske rigtig, i den antydede retning skinte et grønlig lys gjennem snevæggen. Nu blev jeg atter opmerksom paa støi — en ensformig lyd, som kom nedenfra. „Se op for trappene.” Ja, han kunde være sikker, jeg var gaat paa hode en gang idag, og det var nok. Vi steg igjen langt ned i barrieren ad solide, brede snetrin, indkapslet i bord.
Pludselig blev en dør aapnet — en skyvedør i snemuren — og jeg stod i Bjaalands og Stubberuds lokale. Det kunde være vel 6 fot høit, 15 fot langt og 7 fot bredt. Paa gulvet
