Ved min tilbakekomst til „Framheim” saa jeg ingen.
Jeg snek mig derfor ind i bislaget og ventet paa en
anledning til at komme ind i kjøkkenet. Den lot heller
ikke længe vente paa sig. Stønnende og pustende som
et litet lokomotiv svingte Lindstrøm ind fra gangen, som
førte rundt huset. I armene bar han atter den svære
baljen fyldt med is. I munden hang en elektrisk lygte.
For at aapne kjøkkendøren behøvde han bare at gi den
et tryk med knæet. Nu smat jeg ind. Huset var tomt.
Nu, tænkte jeg, skal jeg da faa rigtig anledning til at se, hvad Lindstrøm foretar sig i enrum. Han satte baljen med is fra sig og fyldte vandpotten, som stod over. Han saa paa klokken — ¼ over 11 — jo, saa klarer jeg middagsmaten itide. Han drog et langt, tungt suk. Gik saa ind i stuen, stoppet og tændte sin snadde. Derpaa satte han sig og tok ned en leketøidukke, som sat oppaa en bordvegt. Hele hans ansigt lyste.
Man kunde se, hvor han frydet sig. Han trak den op og satte den paa bordet. Dukken begyndte, saa snart den var løslatt, at slaa kolbøtte — ustanselig — ustanselig. Og Lindstrøm? Jo, han lo, saa han vist var nær paa krampegraat, idet han alt i ett ropte: „Det er rigtig, Olava, endnu engang.” Jeg studerte nu dukken, som vakte slik munterhet. Den var virkelig høist eiendommelig. Hodet var som paa en gammel kone — eller en gammel sint jomfru — med hørgult haar, hængende underkjæve og et elskovssykt blik. Hun var iført en rød- og hvitspettet kjole. Naar hun nu „stupte kraake”, viste hun sig — som rimelig er — av og til i en mindre paaklædt stilling.
