overkanten, at det begyndte at bli varmt der. Det sidste jeg saa Bjaaland gjøre, var at pumpe to primusser, som var anbragt like under badet, optil høitryk og forsvinde. Hvilket studium vilde det ikke været for en skuespiller at iagtta ansigtet der! Det begyndte saa smilende — velværet stod skrevet med lysende bokstaver i alle træk. — Men smilet drog sig efterhaanden bort og gav plads for alvoret. Men selv ikke det holdt pladsen længe. Det begyndte at skjælve i næsemusklene, og kort efter stod det tydelig at læse, at badet ikke var av nogen behagelig karakter længer. Ansigtsfarven var fra det normale steget til en uhyggelig ultra violet farve. Øinene viet sig mer og mer ut, og jeg ventet spændt paa en katastrofe.
Da kom den, men i en ganske anden form end jeg
