Efter St. Hans begyndte tiden at gaa endnu raskere
end før. Den mørkeste tid var over, og solen nærmet
sig daglig mer og mer. Midt i dette dypeste mørke kom
Hassel en morgen og fortalte, at „Else” hadde faat 8 smaa.
6 av disse var damer, og deres skjæbne saaledes med ett
beseglet. De blev slaat ihjel og git til avkommets
forældre, som satte stor pris paa dem. Man kunde omtrent
ikke se, de tygget paa dem. De gik saa godt som hele
ned. At de likte dem, kunde der ikke være tvil om, for
næste dag var de to sidste ogsaa forsvundet. — De
veirforhold vi mødte hernede forbauset os meget. Fra alle
kanter av de antarktiske egne, vi hadde kjendskap til,
hadde vi jo den erfaring at veiret stadig var meget urolig.
Med „Belgica” i drivisen vest av Grahams Land hadde vi
jo altid et blaasende, uhyggelig veir. Nordenskjölds
ophold i egnene paa østsiden av samme land gav jo samme
erfaring, storm i storm hele tiden. De forskjellige engelske
ekspeditioner, som hadde opholdt sig i Mc. Murdo Sund,
taler om vedvarende heftige vinde. Ja, mens vi laa saan
paa barrieren med det herligste veir — stille eller svak
bris — vet vi nu, at Scott paa sin station — ca. 650 km.
vestenfor — var plaget av hyppige vinde og blev hindret
derav i sit arbeide.
Temperaturen hadde jeg ventet skulde holdt sig høi, da vi hele vinteren igjennem meget tydelig kunde se den mørke luft over havet. Altid, naar luften var egnet for det traadte den mørke, tunge vandhimmel skarpt frem og efterlot ingen tvil om, at Rosshavet over store strækninger var aapent hele aaret rundt. Ikkedestomindre gik temperaturen meget lavt ned, og den middeltemperatur, vore observationer for aaret viser, er vistnok den laveste,
