som nogensinde er observert. Vor laveste temperatur var ÷59° C, det var den 13. august 1911. I 5 maaneder av aaret kunde vi avlæse temperaturer under÷50° C. Temperaturen steg med alle vinde, saa nær som fra sydvest, da gik den heller ned.
Av sydlys observerte vi mange; men særlig kraftige var bare nogen faa. De var av alle mulige former, dog syntes baandformen at være hyppigst. De fleste var flerfarvet — røde og grønne. Min antagelse, at barrieren var solid, d. v. s. hvilte paa underliggende land, syntes vore iagttagelser under det et-aarige ophold paa den i et og alt at bekræfte. Mot barrieren skruddes pakisen i vinterens og vaarens løp op og dannet skrugarer paa op til 40 fots høide. Dette skedde bare ca. 2 km. fra vort hus, uten at vi merket det ringeste til det. Jeg mener, at hadde denne barriere været flytende, vilde virkningen av det voldsomme støt, som der hadde fundet sted, ikke alene været følt svakt, men hadde faat vort hus til at ryste. Mens de holdt paa at bygge huset, hørte Stubberud og Bjaaland en svær larm langt borte, men kunde ingenting føle. Ikke under hele vort ophold hørte vi en lyd eller kjendte en bevægelse paa stedet. Et andet og ganske godt merke hadde vi paa den store teodolit, som Prestrud brukte. Der skulde saa at si ingenting til for at bringe denne ut av nivaa. En liten temperaturforandring kunde være nok. Et saa fint og delikat instrument vilde snart ha sagt fra, saafremt underlaget hadde været flytende. — Den dag vi første gang entret bugten, brak en ganske liten del av det vestre kap. Paa vaarkanten trykket drivisen ind et ganske ubetydelig stykke av et av de mange kapper paa barrierens ytterside. Naar jeg undtar disse
