det ubehagelige arbeide i al slags veir at karve tobakken og stoppe min pipe.
Vi lot dog ikke passiaren ta overhaand. Da vi ingen middagshøide hadde faat, maatte vi se til at faa en høide ved midnat. Veiret hadde lysnet op igjen, og det saa ut til, at midnat vilde bli en god tid for observationen. Vi krøp derfor ned i posene for at faa en liten blund i de timer, som stod igjen. I god tid — litt over 11 om aftenen — var vi atter ute og klare til at knipe solen. Veiret var av bedste sort og anledningen udmerket. Vi var alle 4 navigatører paafærde, som vanlig, og vogtet nu solen i dens bevægelser. Dette var et taalmodighetsarbeide, eftersom solens høidebevægelse nu var meget liten. Det resultat vi sluttet med, blev av meget stor interesse, idet det derav meget klart fremgaar, hvor upaalidelig og værdiløs en saadan enkelt observation i disse egne er. Klokken 12 den 1. februar la vi vore instrumenter sammen, vel fornøide med arbeidet og helt overbeviste om, at det var midnatshøiden, vi hadde observert. Beregningene, som blev foretat umiddelbart efter, gav os 89° 56’ s. br. Vi var alle vel fornøid med dette resultat.
Bestemmelsen var nu, at vi skulde indhegne denne teltplads med en radius av ca. 20 kilometer. Med indhegning mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skulde gaa ut en cirkel med denne radius, det vilde jo tat os dager at faa gjort, saa det kunde der ikke være tale om. Indcirklingen blev foretat paa den maate, at 3 mand gik ut i 3 retninger, 2 tvers paa den kurs, vi hadde styrt hertil og 1 i kursens fortsættelse. Til at gjøre dette arbeide hadde jeg utset Wisting, Hassel og Bjaaland.
