længer. Nogen sekunder til, og hans slæde og 13 hunder hadde aldrig mere set dagens lys. Assistansen kom i sidste øieblik. Hanssen og Hassel, som var et stykke i forveien, da det hændte, hadde revet en bræline av slæden og kom til hjælp. Denne blev nu gjort forsvarlig fast til draglinen, og to av os — Bjaaland og jeg — greide nu med godt spændetak at holde slæden svævende. Først blev hundene spændt fra. Dernæst blev Hassel’s slæde trukket tilbake og anbragt tvers over det smaleste av sprækken, hvor vi saa, at kantene var solide. Saa blev ved forenede anstrengelser slæden, som nu dinglet langt dernede, heist op saa langt vi kunde og ved hjælp av hundedragstjertene gjort fast til Hassels slæde. Nu kunde vi slakke op og la gaa. Den ene slæde hang sikkert nok i den anden. Endelig kunde vi trække pusten noget lettere.
Nu gjaldt det at faa slæden helt op, og for at greie det maatte den først losses. En mand maatte gaa ned i bræline, kaste loss surringene paa kassene og lægge an igjen for opgaaende. De vilde gjerne ha „jobben” allesammen; men Wisting fik den. Han spændte brælinen om livet og gik ned. Bjaaland og jeg hadde indtat vore gamle pladser og agerte ankere. Imens rapporterte Wisting, hvad han saa dernede. Kokekassen hang paa ½ 12 og sang paa sit sidste vers. Den blev da sikret og saa atter dagens lys. Hassel og Hanssen stod for ophalingen av kassene, eftersom Wisting la an. De to herrer bevæget sig her paa avgrundens rand med en nonchalance, som jeg i begyndelsen betragtet med beundrende blikke. Jeg beundrer mot og foragt for faren. Men den maate, hvorpaa de tilslut drev det, var dog for meget av det gode. De formelig lekte
