filletelt. Den høieste temperatur, som observertes, var 29° C. I passaten saaes stadig flyvefisker, men der blev mig bekjendt aldrig fundet nogen paa dækket; de, som er kommet ombord, er naturligvis øieblikkelig blit tat av hundene.
Paa ca. 11° n. br. mistet vi nordostpassaten og kom derved ind i det saakaldte „stille belte”, et belte, som strækker sig langs ækvator mellem nordost- og sydostpassaten. Her blir man som regel overfaldt av heftige regnskyl; for seilfartøier i almindelighet og for os i særdeleshet er dette sterke regn velkommen, da alle vandtanker blir fyldt. Kun en dag var vi saa heldig at faa regn; men da der samtidig kom en sterk vindbyge, fik vi ikke fyldt det vand vi ønsket. Alle mand var oppe og bar vand, enkelte i oljeklær, andre i Adams dragt, chefen i en hvit tropedres og, saavidt jeg erindrer, trætøfler; da disse er noksaa glatte, og „Fram” ret som det var, tok en uforutset overhaling, faldt han en gang overende og blev sittende paa den nederste del av ryggen netop paa et sted av dækket, hvor en av hundene netop hadde været urenslig, samtidig med at han fik alt det vand han bar, over sig. Men „det sker jo alt for fædrelandets skyld”, saa det fik ikke hjælpe. Vi fik fyldt ca. 3 tons vand og hadde da tankene fulde eller ca. 30 tons, som vi maatte nøje os med, da bygen drog væk. Senere paa turen fyldte vi en pøs fra tid til anden, men det forslog aldrig noget, og hadde vi ikke været saa forsigtige som vi var, saa hadde vi neppe rukket frem med vor vandbeholdning.
Fra Madeira til isbarrieren hadde vi over fire maaneder, og det gjaldt at spare vand paa alle hold. Ingen ombord fik saaledes lov til at vaske sig i fersk vand, men kun i
