vand; da det blev varmere i veiret, fik de vand to ganger om dagen. Saalænge hundene stod bundet, var jo dette en let nok sak; men da de gik løse, tok det mer tid. Alle hunder skulde bindes paa sine respektive pladser to à tre ganger om dagen, derefter bespises og endelig løses igjen. Efterhaanden blev det naturligvis forenklet, og da vi var vel ute av sydostpassaten og varmen, fik de mat og vand samtidig og det kun en gang om dagen. Denne tid blev saa til syvende og sidst sat til kl. 1 eftermiddag. Frivagten, som i almindelighet blev purret ut klokken 1¼ blev nu purret en halv time tidligere, saa at alle mand kunde delta i fodringen; denne gik derved meget raskt fra haanden og ganske av sig selv. Ved denne ordning opnaaddes ogsaa mere tid til alle vore andre gjøremaal.
Hundene lærte ogsaa snart at kjende tiden for foringen. Kl. 12 middag blev de bundet av vagten, saa dette var unnagjort, naar frivagten kom op for at hjælpe til. Naar der da blev slaat otte glas paa skibsklokken, begyndte de en forferdelig hylekoncert og viste alle tegn paa glæde over det forestaaende maaltid. De gik til sine respektive pladser, hvor de stod og ventet, til de blev bundet; det var nødvendig at sætte dem fast under fodringen, væsentlig ogsaa av den grund, at vi i modsat fald ikke kunde vite, hvem som hadde faat mat. De fik bare tørfisk, men saa meget, de vilde. Efter et par maaneders forløp blev de magre, og vi var ræd, de ikke skulde staa reisen over. Nu vilde tilfældet, at vi hadde faat ombord 9 tønder fett og ved en feiltagelse var der kommet 56 kasser Margarinsmør for meget. Chefen mente, at hundene blev magre paa grund av mangel paa fett, og et par gange i uken blev der derfor kokt „dænge” til dem; den bestod av
