saa let kunde komme igjennem, maatte der være et eller andet sted mellem Syd-Victorialand og barrieren (eller land) paa den anden side, hvor det var litet eller ingen is. Det var derfor min hensigt at gaa ned mot vestre pakis (den, som ligger ved Syd Victorialand) for derefter at styre langs denne, til vi var inde i Rosshavet eller ialfald, til der fandtes et sted, hvor var let at komme igjennem. Det er vel mulig, at Ross har været svært heldig med hensyn til tiden, og at han kun har seilt i klarveir. Det hadde imidlertid ikke vi tid til, men maatte benytte den vind, som tilbød sig, selvom det ikke var sigtbart.
Allerede klokken 5 eftermiddag den 28. december paa 65° s. br. og 171,5° ø. l. blev det meldt, at vi var nede mot pakisen. Jeg blev noksaa forbauset, da de senere aars ekspeditioner ikke har møtt pakisen før paa 65,5° s. br., eller ca. 100 kvartmil længere syd; der hadde heller ikke vist sig noget tegn til, at vi skulde være saa nær isen. Vinden hadde de sidste dager været sydostlig, men for øieblikket var det stille, og vi holdt derfor østover langs kanten med isen paa vor styrbord side. Ved midnatstider frisket vinden fra nord, og det var saavidt vi laa bidevind langs iskanten til middag den 29de, da isens retning blev mere sydlig. Den nordlige vind, som efterhaanden øket til kuling, kunde forsaavidt være bra, hvad farten angik; men den maatte uvægerlig bringe taake og sne i sit følge; det kom ogsaa saa tæt som en væg, og i et par dager seilte vi aldeles i blinde.
Ut fra den egentlige pakis ligger længere strimler av drivis og spredte, løse klumper, des flere jo nærmere isen. I to dager seilte vi da bare efter isklumpene, jo
