trækker det lufttemperaturen opover. Det er da ikke noget forbausende i det at vi, efter flere aars undersøkelser i Norskehavet, har fundet at vinteren i Nordeuropa har været varmere end vanlig, naar vandet i Norskehavet har indeholdt mere varme end det gjennemsnitlig pleier at indeholde. Det er ganske naturlig. Men dermed maa man ogsaa kunne komme saa langt, at man kan si paa forhaand om luften til vinteren blir varmere eller koldere end normalt, efterat man har bestemt, hvor stor varmemængden i havet er.
Det har altsaa vist sig, at varmemængdene i den del av havet, som vi kalder Norskehavet, veksler fra aar til andet. Efter „Michael Sars”s Atlanterhavsekspedition i 1910 kunde det paavises, at den centrale del av Nord-atlanteren var betydelig koldere i 1910 end i 1873, da „Challenger”-ekspeditionen gjorde undersøkelser der; men det var omtrent de samme temperaturer i 1910 som i 1876, da „Challenger” var paa veien hjemover til England igjen.
Nu kan vi gjøre nogen lignende sammenligninger for Sydatlanterhavets vedkommende. I 1876 tok „Challenger”-ekspeditionen endel stationer i omtrent det samme omraade som det, der blev undersøkt paa turen med „Fram”. „Challenger”s station 339 fra slutten av mars 1876 laa nær det samme sted, hvor „Fram”s station 44 fra begyndelsen av august 1911 blev tat. Begge disse stationer laa paa omtrent 17½° s. br. omtrent midtveis mellem Afrika og Sydamerika, altsaa i det strøk, hvor der gaar en forholdsvis svak strøm vestover, søndenfor den sydlige ækvatorialstrøm. Vi kan se forskjellen ved hjælp av figur 13, som viser temperaturfordelingen paa de to stationer.
