dygtige kamerater og tro hjælpere var utset til at lide døden. Det var haardt, men det maatte saa være. Vi var enige om intet at sky for at række vort maal. Enhver skulde dræpe sine egne i den utstrækning, det var blit bestemt. Pemmikanen kokte merkelig hurtig den aften, og jeg tror jeg var særlig flittig til at røre i den. Der smaldt det første skud. Jeg er ikke nervøs, men skal medgi, at jeg kvak. Skud fulgte nu paa skud — uhyggelig lød det utover vidden. En tro tjener mistet livet for hvert.
Det tok lang tid, inden førstemand meldte sig klar. De skulde alle aapne sine dyr og ta indvoldene ut av dem, saa kjøttet ikke tok skade. Dette er noget man maa være overordentlig forsigtig med, da kjøttet ellers kan bli farlig til fødemiddel. Indvoldene blev for en stor del fortæret varme paa stedet av de dræptes kamerater, graadige som de nu alle var. „Suggen” — en av Wistings hunder — var i særdeleshet hidsig efter varme indvolde. Man kunde se den rave rundt rent uformelig efter nydelsen av denne ret. Mange av hundene vilde endnu ikke smake den, men senere kom lysten.
Den feststemning, som skulde ha hersket i teltet den aften — den første paa plataaet — kom ikke. Der laa noget trykket, trist i luften; vi var blit saa glad i hundene vore. Stedet blev døpt „Slagteren”. Bestemmelsen var, at vi skulde stoppe her to dager for at hvile og spise „bikje”. Der var flere blandt os, som fra begyndelsen av ikke hadde villet høre tale om at delta i denne nydelse, men eftersom tiden gik og appetiten steg, forandredes dette syn, indtil vi alle som en i de sidste dager, før vi naadde „Slagteren” ikke hadde tanker og ord for andet end bikjekoteletter, bikjefilé og lignende.
