KAPITEL VI
Selv om der foruden forbrugs-artikler frem-
bringes nyt produktions-materiel, kan de besiddende
klasser umulig holde sin efterspørgsel oppe paa
maximum
———
Sæt at den civiliserede verdens arbejderbefolkning paa det givne tidspunkt tæller alt i alt 100 millioner mand, som alle holdes i virksomhed. 90 millioner laver forbrugsartikler og besørger det nødvendige uproduktive arbejde, 10 millioner frembringer nyt produktions-materiel. Af forbrugsartikler laves der bare akkurat hvad man bruger, og de besiddende klasser lever paa dette tidspunkt endnu ligesaa tarvelig som sine arbejdere — forbrugs-produktionen frembringer altsaa kun det nødvendige for alle. Naar de besiddende klasser har dækket sit eget forbrug og udleveret det nødvendige til de 100 millioner arbejdere mod at faa tilbage hvad der er udbetalt dem i arbejdsløn, har de paa den hele produktions-forretning tjent netto det nye materiel, som de 10 millioner har frembragt.
Og lad os saa si, at baade arbejdernes og de besiddende klassers antal hvert aar voxer med 2 procent.
Nuvel:
Hvis da de besiddende klasser organiseret som et eneste stort konsortium, der driver al produktion for én fælles regning, under ledelse af et centralstyre, der sidder inde med oversigt over forbrug og produktion og har gjort sig rede for befolkningens aarlige væxt, da er der ingensomhelst tvivl om, hvorledes
