Revolutionsmændene stormet Bastillen og trodde dermed at nu var frihedens time inde. Det var en uhyre fejltagelse. Ikke kong Ludvigs, men din Bastille, Mammon, var det de maatte ha stormet — ejendomsrettens gamle Bastille, som bag sine mosgrodde, ærværdig udseende mure gjemmer det uhyggelige bræmseværk, hvor mama Produktion sidder stængt inde og producerer med bind for øjnene, og lænker om hænder og fødder. Den Bastille var det de maatte ha stormet, men den lod de staa. Og den er det jo, som maa falde, hvis frihedens æra skal oprinde for menneskenes børn. Tykke og bastante er dens tusenaarige mure, velbevæbnet og mandstærk ejendomsvagten som vogter den — og den kan ikke hungres ud, siden den har mama Produktion inden sine mure. Men stormes kan den; for et angreb af folket i vaaben vil den ikke kunne staa — ulykken er kun den, at ejendomsrettens ærværdig udseende Bastille i alles tanker ligger paa et saa højt sted at den synes uindtagelig.
Vil ejendomsvagten kunne bringes til frafald saa den aabner portene? Eller vil folket tilslut opdage, at den gamle fæstning alligevel lar sig bestorme — ingen ved det. Men først naar folket — over ejendomsvogternes lig eller gjennem deres frivillig aabnede rækker — stormer ind i bræmseværket og river bindet fra mama Produktions øjne og befrier hende fra lænkerne og bærer hende i triumf ud i det fri, hende og alle hendes apparater, mens bræmseværket der bag dem gaar op i luer og kun efterlader, under sin aske en stor guldklump, hvoraf menneskene siden kan for-
