civiliserede verden over faar da hænderne fri; hele det uhyre arbejde de fortiden maa udføre vil være indsparet.
Vældig som denne arbejdsbesparelse er, er den hverken den eneste eller den største; den melder sig bare som no. 1 i rækken, fordi det er den, der først falder i øjnene. No. 2 følger den lige i hælene:
I det øjeblik hvert eneste menneske hele den civiliserede verden over til enhver tid har til sin raadighed alt hvad han i det hele taget kan bruge, da har jo ejendsomsret til hvad jeg ikke selv bruger ingensomhelst mening mere. Kun saalænge der er mennesker som mangler hvad de har brug for, kan andre, ved sin ejendomsret til det de mangler, tvinge dem til at arbejde for sig, og derved skaffe sig en fordel. Men naar ingen mangler nogetsomhelst, da lar jo ikke det sig gjøre længer — og dermed har ejendomsret til hvad jeg ikke selv bruger tabt enhver værdi og betydning, og falder følgelig bort af sig selv. Tilbage blir da kun en ejendomsret, som er fælles for alle: enhvers ret til alt hvad han kan bruge. Denne almene ejendomsret kan ingen længer forbryde sig imod eller gjøre noget ingdgreb i; thi er der overalt og til alle tider mere end nok af alt til alle, da kan jo ikke jeg længer, ved at bruge hvad jeg finder for godt, hindre nogen anden i at bruge hvad han finder for godt. Retstrætter om ejendom, og ejendomsforbrydelser, er dermed engang for alle bragt ud af verden, og ejendommen trænger ikke mere til at beskyttes. Og da alt hved der heder retsvæsen til syvende of sidst kun gaar ud paa be-
