Da smilte du, Satanas, og tænkte ved dig selv:
— Nu tror jeg nok den gamle kan pakke sammen og gi spillet op. Det ny evangelium var hans sidste trumf — noget mere har han ikke at stille op til menneskehedens frelse. Vistnok har disse halstarrige faa — hvad jeg aldrig hadde tiltrod dem — tilslut virkelig set sit snit til at luske sig bagpaa tilværelsen og komme til kundskab om, at der mellem dens brogede mylder af stadig vexlende fænomener existerer en stabil rationel sammenhæng, som altsaa kan gribes af den menneskelige fornuft. Men derfra og til at hitte rede i fænomenernes virvar og faa tag paa denne uendelig indviklede sammenhøng, er der endnu et himmelspring tilbage, som ligger langt ud over de faas kræfter, hvor halsstarrige de end er. Det himmelspirng kan jo kun udføres ved hjælp af det store tænke-organ som den gamle i sin tid gav menneskeheden i vuggegave, og det organ lar sig jo ikke bruge saa længe menneskene opholder sig inde i min pengefælde. Og ud af den slipper de nu aldrig mere. De fattige kan jo ikke ta sig sammen til at bryde ud af pengefælden saalænge pengepisken suser ned over deres elendige rygstykker og tvinger dem til at øde hele sin kraft og energi paa at løbe idiotisk om i penge-mad-ringen. Og de rige vil ikke ud af pengefælden med mindre de halstarrige faa, istedenfor evangeliets vexel paa fremtiden, kan presentere dem naturens kræfter i tæmmet tilstand, fuldt færdige til at spændes for produktionens vogn med det resultat, at der strax produceres mere end menneskeheden i det
