skenes erobring af naturen kom derfor da til at ta en ganske anden fart end nu, da de halstarrige faa var alene om arbejdet, en svimlende fart kom den til at ta, en fart man paa forhaand ikke engang kunde danne sig nogen forestilling om, og som stadig vilde øge og øge — og længe vilde det ikke vare før menneskene svævet frit om paa sin krafts vinger, og indrettet sig i universet som de selv vilde. Naar da menneskene engang imellem kom til at tænke tilbage paa det, der nu kaldtes rigdom, da vilde de smilende ryste paa sine hoder og si til hverandre: Jaja, det var nu dengang, i menneskehedens allerførste barndom, at sligt kunde kaldes rigdom. For os nu, med vore kjæmpebehov, vilde det jo være ynkelig fattigdom. Først os, arbejderne i den ellefte time var det forbeholdt virkelig at faa vide hvad menneskehg rigdom vil si.
Ikke et vovsomt spring ud i mørke altsaa, men tværtimod den sikre og eneste vej til virkelig rigdom var det, nu at lægge pengepisken ned. Hvor kunde det da være, at de rige ikke med et jubelraab kastet pengepisken langt fra sig og sa til de fattige:
— Brødre, brødre, hvor har vi alle vært blinde indtil denne dag. Men takket være disse ufortrødne faa, er frihedens sol til syvende og sidst alligevel oprundet for os, saa vi i jubel kan storme frem mod vor store bestemmelses maal. Aa brødre kom, lad os trykke hverandres hænder — endelig kan menneskehedens egentlige liv begynde...
Hvor kunde det være, at de rige isteden derfor ro-
