et behov som det var i den grad nemt at tilfredsstille. Men derved var nu engang ingenting at gjøre: pengepisken skulde jo svinges, og man var altsaa nødt til at la disse kræfter gaa tilspilde og bare la en mindre del af befolkningen nyde godt af branchens produktion. Thi: saa bød den økonomiske storlov, loven for svingningen af pengepisken.
Det var altsaa med fuldt vidende og velberaad hu, at svingerne af pengepisken inden branchen indskrænket sig til bare at spænde for en mindre del af den kraft som skulde til for at bringe produktionen op i højde med befolkningens behov. Det var med fuldt vidende og velberaad hu, at de hindret en villig redebon arbejdsstok fra at spænde for resten, skjønt de derved ikke blot bragte nød og elendighed over denne arbejdsstok, men desuden ogsaa berøvet befolkningens store masse adgangen til at faa godt af den nye opfindelse. Det var med fuldt vidende og velberaad hu de gjorde det, og de fandt det selv meget sørgeligt at maatte gjøre det; men — pengepisken maatte jo svinges, og loven for dens svingning krævet altsaa ubønhørlig dette sørgelige offer.
Med andre ord: svingerne af pengepisken inden branchen saa udmærket godt at loven for pengepiskens svingning, som de altsaa kaldte for en „økonomisk“ lov, i virkeligheden var en højst kostbar og ganske sørgelig u-økonomisk lov... Alligevel bøjet de sig for den som for en naturlov...? End ikke med en tanke faldt det dem ind at gi denne tossede lov fanden ved simpelthen at lægge pengepisken ned, saa
